Sydvestjysk 5-dagen, by og park sprint i Varde by den 11.august 2010.
Det var vel ved påskeløbet, der blev uddelt flyers om dette arrangement. Spændende, tænkte jeg og drøftede tidspunktet med Svend Erik. Første uge i et nyt skoleår, det er nok ikke lige der, man får et par fridage, men en aftensprint i Varde, vores ”Barndommens Land”, det ville vi altså nå.
Vi var nu lige ved at forspilde chancen, for da vi efter en god ferie kom i tanke om 11. august, var vi nødt til at have fat i Hans Christian for at nå en tilmelding. Siddende der med telefonrøret i hånden, blev vores banevalg måske ikke helt gennemtænkt. Vi valgte bane 2 og 4, helt som vi plejer.
Varde, det er jo der, hvor jeg har delt ugeaviser og kirkeblade ud, stemt dørklokker for at sælge lodsedler og samle gamle aviser, travet frem og tilbage i parken, når der var gæster langvejs fra i mit hjem, cyklet på kryds og tværs til kammerater og fritidsaktiviteter, gået barnepigetur og holdt i hånden med ham den eneste ene.
Da vi sidder på tilskuerpladserne på Friluftscenen i Arnbjerganlægget og overværer det sidste af EFOL 2010’s åbningsceremoni og præmieoverrækkelse på sprinten og finder ud af, at vores banevalg i telefonen vist var mildt overdrevne, kommer betænkelighederne nu alligevel frem. Bane 4 er om eftermiddagen løbet af W35, H 45 og H50, og dem kan jeg da slet ikke følge med!
Ned til start, midt på plænen foran bambuslabyrinten, kompas frem, nord den vej… nå… jeg plejer vist at pejle efter vest, når jeg er i Varde. Ind i boksen, fat i kortet, tiden bipper, kig, nordvend kortet og så afsted. Se kortet her
Første post, op til museet, nå ja, det gamle museum, jeg så en post, da vi parkerede, sten, jo, det er kopien af Jellingestenen, den er god nok. Der er en løbetur op ad bakke for at nå første post, undervejs får jeg læst at næste post er ved Kvickly, kigger er par gange mere, jeg skal vist ikke ad Østervold men ind ad den vej, hvor jeg kun har været, når jeg har solgt lodsedler, men det betyder at jeg skal hen i lyskrydset. Øv, der er rødt for fodgængere og megen trafik. Andre løbere kommer sydfra og kommer over vejen inden krydset. ”Jeg taber sekunder”, sikke en tanke at have, jeg plejer jo at gå! Over krydset, ned ad gaden, tænk at kunne løbe uden at skulle tælle huse og indkørsler, men bare løbe på stedkendskab. Jeg ser et par løbere, der kigger på huse, stier, kort og ganske langsomt bestemmer, hvor de vil hen. Sådan plejer jeg jo have det. Rundt om hjørnet, bag ind på Kvicklys parkeri ngsplads, der ved et skur er post 2. En sød pige tager mod et ”hej” og svarer med et ”God tur videre”. Jo, det håber jeg, skal lige hen forbi bageren på Storegade. Der er heldigvis lukket ; ) Find nu den indkørsel, jeg ikke kender, for jeg skal hurtigt ind på den plads, hvor den for 200 år siden nedrevne Nikolaj Kirke blev udgravet, dengang vi som unge tog fra byen. Der er nu nogle kampesten, der markerer det gamle fundament, og inde i hjørnet ved et træ står post 3. Jeg skynder mig, ud på Nygade, ind på den næste parkeringsplads, finde et træ i midten, bip post 4, og undervejs er ruten til næste post læst. Jeg skal vest om Jakobi Kirke og lige uden om den gamle skole, men ups…. Det ser ikke helt ud som det gjorde i vinter. Byggeriafskærmning og sand- og flisebunker er væk, men posten står, hvor den skal ved nogle træer. Det næste er nemt. Hen til det store gamle træ foran kirkegårdslågen og så lige tænke. Næste post står ved bibliotekets parkering, men må jeg løbe mellem bibliotek og Silladsens Hus? Jo, det må jeg, det går heldigvis stærkt, for der lugter fælt af restaurationens skraldecontainere. Bip post 7. Nu ikke hovmodig, men her kommer stedkendskabet mig igen til gode, for jeg skal jo bare hen til den gamle handelsskole, ind ad en sti og så langs med bygningerne for at finde post 8, der er en skulptur. Videre, næste post står længere mod øst langs åen. Jeg løber, som jeg aldrig har løbet før. Bliver passeret af Svend Erik, der når at spørge, om jeg skal under broen ved åen, men nej, det skal jeg ikke , for så skal jeg vist også svømme over åen til post 10. Vi skal begge fange enden af en badebro på Varde Å’s sydbrink. Op over Torvegade, forbi mit gamle lægehus, ind mellem boligerne, inden jeg får set om ”Jernstangen” stadig er et værtshus, finde hjørnet af en garage, post 11 er i hus. Rolig nu, det går næsten for godt, hvorfor løb de herrer en anden vej? Jo, den er god nok, jeg skal over åen igen, denne gang på gangbroen ved banelinien. Så er jeg tilbage på parksiden af åen og sidste moment af usikkerhed viser sig. Jeg skal lige vælge den rigtige sti, men hegnet er heldigvis ikke til at tage fejl af. Var der ikke campingplads her i gamle dage? Vi stod i hvert fald på skøjter hernede på Teilmanns Eng om vinteren, nu ser der unægtelig anderledes ud. Bip post 13. Jeg skal videre, løber udenom rosariet. Det var en stolthed i 1965, men jeg når ikke at se, om der stadig er roser, for jeg skal skynde mig at finde tre træer. Videre, desværre ikke på tur i Minibyen, men op på plænen til endnu et træ. Post 16, næstsidste posten er en af de fantastisk flotte, hængende sølvpil. Post 17 er lige for, også et træ, og så går det let op ad. Slutposten læner sig op ad Friluftsteaterets bagtæppe, de majestætiske, høje grønne bøgetræer, hvor fuglene holder koncert i skumringen . Ringen er sluttet. Turen var god. Oplevelsen herlig og tiden helt i orden for mig. 2,7 km på 22 min. 35 sek. Aldrig har jeg løbet hurtigere. Jeg kunne ikke gøre det i Viborg, selvom jeg har boet her meget længere. Tak til barndommens læring!