Status efter vintertræningsforløbet januar – marts 2010

Så er vi næsten klar til at gå i gang med forårssæsonen og alle træningsløbene. Der har været rigtig meget aktivitet i klubhuset i de sidste måneder. Det har givet et vældig godt indtryk af klubbens liv. Ikke mindst for kommende og nye medlemmer af klubben, som har deltaget i vores vintertræningsforløb. Vi har gennem 9 lørdage haft orienteringsløb, trods den megen sne. Hver lørdag er begyndt med forskellige teoretiske oplæg fra klubbens erfarne o-løbere. En eller to baner i skoven og efterfølgende har vi haft ”eftersnak” over kaffen og en bolle. Den ene lørdag var der mulighed for efterfølgende at få sin løbetur langt ind på computeren og sammenlignet med andre, der havde løbet samme tur. Det var en sjov oplevelse for mange. Vi praktiserer det med at sammenligne løb via hjemmesiden på nogle af vores træningsløb (har også gjort det i 2009).

 

Det har været en rigtig god oplevelse at møde så mange medlemmer i klubben i den periode. Vi har også været heldige at se en del til ”skifolket”, da vejret også har lokket dem i klubhuset hver lørdag. Oplæggene har været meget givtige både for nye som ”gamle” medlemmer af klubben.

 

Der har været ca. 9 nye (flere af dem har allerede meldt sig ind), der har deltaget i forløbet + en hel del medlemmer. Vejret taget i betragtning er det OK.

Vi i introduktionsudvalget har bare valgt et lille udsnit af hvad vi synes kunne være brugbart inden man kaster sig ud i orienteringen, men der er stadig mange flere aspekter, der kunne dyrkes meget mere. (En lille opfordring til erfarne o-løbere om, at byde ind med forskellige input hen over året). Det kunne evt. være mandag aften efter løbetræning.

 

På lørdag den 6. marts 2010 er vores sidste i dette forløb. Her skal vi snakke om alt det praktiske med at tilmelde sig løb, o-service, træningsløb, fælles kørsel, arrangementer i det hele taget i klubben og hvad vi nu kan finde på. Der vil stadig være et par orienteringsbaner i skoven.

 

En stor tak til alle jer der har hjulpet både med postudsætning, oplæg og indhentning af poster. Det har også været dejligt at mange har deltaget i ”eftersnakken”, så de nye har følt sig velkomne.

 

Så alt i alt – Orienteringsklubben lever også om vinteren.

 

Hilsen

 

Introduktionsudvalget

 

Skriv en kommentar